Kostpolitik

Et godt måltid er forudsætningen for en vellykket skoledag. Det giver kræfter og ny energi til sociale aktiviteter og forbedrer indlæringsevnen. Forældrene har det endelige ansvar for børnenes ernæring og for de kostvaner, som barnet udvikler. Da mange børn imidlertid tilbringer en stor del af deres vågne timer i skolens regi, får skolen dog automatisk et medansvar.
Med dette udgangspunkt ønsker vi at:

  • Opstille rammer frem for regler
  • Sikre, at de kosttilbud, som tilbydes i Viby Friskoles regi, lever op til de officielle anbefalinger.
  • Integrere gode kostvaner i hjemkundskab og anden undervisning

Skolens holdning til kost

  • alle elever forventes at møde undervisningsparate med god morgenmad i maven
  • alle elever medbringer madpakke
  • skolen tilstræber at servere sundt, grønt og varieret
  • sukkerholdige drikkevarer har ikke noget at gøre på skolen i dagligdagen
  • det er i orden at medbringe boller, frugt, kage eller andet lækkert til fødselsdage eller andre helt særlige lejligheder

Spisefrikvarter
Der er hver dag spisepause for eleverne fra kl. 11.35-11.50. Spisning foregår for 0. – 6. klasse normalt i klasserne sammen med en lærer. Det samme gælder tre gange om ugen for 7., 8. og 9. klasse. Spisefrikvarteret er en pause og en samling. Der lægges vægt på at alle elever får mulighed for at spise den medbragte mad i ro og mag. Deltagelse i spisepausen er obligatorisk, også for de elever der eventuelt ikke har mad med.

Elever i 8. og 9. kl., må visse dage forlade skolen i pausen fra 11.35 til 12.10. Eleverne har tilladelse til at gå i byen, uanset om de har et ærinde eller ej. Eleverne skal blot være tilbage til undervisningens start.
Ansvaret for at eleverne rent faktisk får noget at spise er forældrenes alene. Skolen har intet ansvar herfor.
Skolen har dog ansvar for at reagere såfremt enkelte elever ikke spiser godt og rigtigt. Dette vil oftest ske i samarbejde med sundhedsplejersken.
Det anbefales, at alle elever dagligt medbringer en passende madpakke og mindst et stykke frugt.

SFO & Klub
Som hovedregel serveres frugt, grønt og brød.

I SFO er der samling fra ca. kl. 14.00 til ca. kl. 14:30, hvor børnene bliver tilbudt et let mellemmåltid samt noget at drikke. Deltagelse i samling er obligatorisk, men det er frivilligt om den enkelte har lyst til at spise.
I Klubben er reglerne for samling ikke defineret, men der serveres som hovedregel et mellemmåltid, hvor den enkeltes deltagelse er frivillig.
Ansvaret for at børnene får dækket særlige kostbehov påhviler barnets forældre.

Kokkeri og anden undervisning
Undervisningen i hjemkundskab lever op til folkeskolens fælles mål for faget.
Eleverne skal tilbydes kendskab til:

  • Mad og måltider
  • Ernæring og sundhed
  • Fødevarer og håndværk
  • Forbrug, miljø og ressourcer
  • Hygiejne

I Kokkeriet skal de grundlæggende kundskaber i hvert af de fem områder udvikles. Øvrige fag inddrages i ernæringslære i det omfang det er muligt, til understøttelse af elevernes forståelse.